Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Søvn

Det er vigtigt for barnet at det er udhvilet - et træt barn er hverken udviklings- eller læringsparat, ligesom mangel på søvn påvirker barnets trivsel i negativ retning.

Børn har individuelle behov og rutiner i forbindelse med søvn og putning, hvilket vi imødekommer ved, at de puttes på forskellige tidspunkter af dagen. Vuggestuebørnene puttes i krybberummet eller udenfor i krybbe eller barnevogn. Vi fortæller barnet, når det er tid til at få en ren ble på og blive puttet. Sammen med barnet finder vi barnets sovetøj, og barnet får sin sut/og eller bamse. I krybberummet opmuntrer vi barnet til selv at kravle op ad stigen til krybben. Hvis barnet har svært ved at falde til ro, bliver vi hos barnet og holder i hånd eller vugger barnevognen. Vi kan også vælge at sætte afslappende musik på i krybberummet. 
Det lille barn får lov til at sove, til det vågner af sig selv. Hvis barnet vågner, og vi vurderer, at barnet endnu ikke er udhvilet, hjælper vi barnet med at falde i søvn igen.

I overgangen fra vuggestue til børnehaven, søger vi så vidt muligt i samarbejde med forældrene at fastholde kendte søvnrytmer og putteritualer.

Der er børn i institutionen, som er så store, at de ikke har brug for at sove til middag. Disse børn leger på legepladsen, mens de andre børn sover.

Barnets søvn kan give frustrationer hos forældrene. Det kan være at forældrene finder, at barnet sover for meget eller for lidt. I sådanne tilfælde møder vi forældrene med faglighed og åbenhed i samarbejdet omkring barnets søvnrytme og behov.