Alle vuggestue- og børnehavebørn modtager professionel undervisning af kompetente undervisere fra Kolding Kulturskole.
Dette er gratis og en del af tilbuddet i Nordstjernen.
Med aldersgruppen 0-3 årige synger, leger og bevæger vi os meget. Vi spiller på rytmeinstrumenter og danser, bruger forskellige rekvisitter som chiffon-tørklæder, bold, ærteposer, faldskærm m.m. Vi lærer nye sange og sanglege samt får opfriske de gamle.
Gentagelser er vigtige; barnet vil kunne lege de samme lege og synge de samme sange med stor glæde om og om igen - føre/følge-lege og dirrigentlege, hvor barnet imiterer den voksne vækker også stor begejstring. Alt sammen vigtige elementer i barnets musiske, motoriske og sproglige udvikling.
Der er stor forskel på børnenes ordforråd, og enkle sange med fagter vil stimulere og udvide sproget. Dette er også alderen hvor nogle børn vil løbe, andre gå, og atter andre helst sidde og kigge lidt på først.
Undervisningen foregår i et legende, musikalsk samvær og her er plads til alle.
På musik og rytmik 3-6 årige leger børnene med de musikalske grundbegreber og bevæger sig meget, enten i sanglege eller til musik de selv finder på. De synger, og spiller på mange forskellige rytmeinstrumenter og stavspil.
Rent motorisk kan børnene ud over at hoppe, også stå på et ben, hinke og nogle kan løbe gadedrengeløb. Børnene vil begynde at skelne mellem fantasi og virkelighed, og vil efterhånden kunne huske historier der forsættes over flere ugers lektioner. De har forsat stor glæde af bevægelseslege, da kroppen nu kan rigtig mange ting. Mange børn kan synge rent, og holde en fælles puls.
Det er vigtigt, at børnenes ideer kommer i spil, og timen vil være præget af børnene som medskabere. Endnu er hjernen ikke klar til at modtage teoretiske begreber, men gennem bevægelse, leg og små spil vil børnene også blive præsenteret for de første noder, små hørelære-lege og musikudtryk.
Der vil altid være personale med fra stuen sammen med underviseren fra kulturskolen.